I dette indlæg vil jeg fremhæve en attraktiv destination Athen, Athen med de berømte seværdigheder, jeg allerede har fremhævet i fotodias

Jeg har delt ruten, som jeg beskriver på rutekortet, over flere dage og tager altid metroen til de forskellige afgangssteder.

Jeg vil især være opmærksom på Plaka-distriktet, det ældste distrikt i Athen, under hele distriktet er resterne af tidligere græske og romerske bygninger, stort set uberørte.

Plaka ligger op ad en bakke i skyggen af Akropolis og dens gamle templer. De smalle, brostensbelagte gader med små butikker, der sælger smykker, tøj og lokal keramik, giver kvarteret en landsbystemning. Terrassecaféerne og familiedrevne taverner holder åbent til sent, mens Cine Paris viser klassiske film under åben himmel.

Det nærliggende Anafiotika-distrikt minder om en græsk ø med sine hvidkalkede huse.

Noget af det hyggeligste ved Athen er variationen, det ene øjeblik forundrer man sig over gamle ruiner, på det næste gadehjørne finder man pludselig fantastisk gadekunst. Noget, jeg bestemt ikke havde forventet i denne travle, energiske by, var roen i det hvidkalkede kvarter Anafiotika, ved foden af Akropolis.

Det er ikke et kvarter, du løber ind i, du skal virkelig slå det op. Kvarteret ligger ved foden af Akropolis og for at komme dertil går du ned ad Thrasillou Street i Plaka. Den gade bliver til Stratonos, og hvis du går ned ad den, er du ved den eneste indgang til Anafiotika. Og så er du straks i en anden verden.

Væk er Athens travle gader, den travle by og sværmen af turister. Vi gik ind i den smalle gade, foret med hvidkalkede huse på begge sider. Ved siden af støbejernsblå døre stod lerkrukker med store grønne planter.

Fra gaden havde jeg en smuk udsigt på den ene side af Akropolis, som knejser højt over Anafiotika. På den anden side bredte den enorme by sig ud, og jeg kunne nyde en vid udsigt. Jeg forestillede mig selv på en afslappet græsk ø.

Anafiotika blev bygget i det nittende århundrede af beboere på øen Anafi, som kom for at arbejde i Athen. De byggede huse i stil med den ø, de kom fra. Snart kom også arbejdere fra andre græske øer for at slå sig ned her. I dag er der kun 45 huse tilbage, beliggende i snævre snoede gader, som man nogle gange lige knap passer igennem. Det er et vidunderligt roligt kvarter at slentre igennem, klappe de mange døsende katte og undslippe Athens stress og jag. Og du behøver ikke at være bange for at fare vild: gaderne fører dig automatisk tilbage til det sted, hvor du kom ind i Anafiotika. Anafiotika var virkelig en af Athens overraskelser for mig.

Efter at regeringssædet blev flyttet til Athen i 1834 under kong Otto af Nafplion, oplevede den nye hovedstad intensive byggeaktiviteter. Grundlæggende genopbyggede de Athen, der var blevet fuldstændig ødelagt efter uafhængighedskrigen mod tyrkerne, der sluttede i 1821.

Bydelen blev bygget efter den kykladiske arkitektur. Samtidig blev to kirker fra det 17. århundrede i området renoveret, kirkerne Agios Symeon og Agios Georgios ton Vrachon. Befolkningssammensætningen ændrede sig efter 1922 på grund af tilstrømningen af græske flygtninge fra Lilleasien, som måtte forlade deres land som følge af den græsk-tyrkiske krig.

Anafiotika minder om en ø-landsby med sine små hvidkalkede huse, smalle gyder, stejle trapper og blomsterhaver. Der er mange hyggelige værtshuse og cafeer i bydelen. Det er et kvarter, hvor athenerne godt kan lide at drikke en kop kaffe.  Vi sluttede vores rute et par gange på Cafe Plaka, midt i Plaka, men i fuldstændig ro på tagterrassen, hvor vi kunne slappe af i skyggen eller solen.